Kritisk-rationel pædagogik - en sober kombination af individualisme og altruism

Jeg ved det: det er dødfødt at skrive en lærebog i pædagogik baseret på Karl Poppers tanker om den kritisk-rationelle metode. For hvem vil læse en bog om en, der kaldte dialektikkens fædre G.W.F. Hegel og Karl Marx for orakelfilosoffer? Hvem vil læse om en, som selveste Jürgen Habermas misforstod og betegnede med sit værste skældsord: positivist? Eller for den sags skyld en som gik i kødet på Thomas Kuhn, når nu man hver gang man flytter et komma udråber det til et paradigmeskifte? Det er sandelig noget siden Karl Popper var eye of the fashion!

Omvendt kunne det måske alligevel fange den mere teoretisk-faglige læsers interesse, at der her er en helstøbt pædagogisk teori baseret på realisme, en teori med en klar forståelse af læringsbegrebet som forudsætning for pædagogiske og didaktiske overvejelser og handlinger og som vover at sætte læring, pædagogiske handlinger, innovation og forskning på formel – og på én og samme formel vel at mærke!

Og måske kunne det interessere den mere praktisk-faglige læser, at der her er en bog, der drager praktiske konsekvenser af egen teori og anviser måder at handle på.

Endelig kunne det måske interessere den professionsstuderende læser, at der her gives et velbegrundet alternativ til uddannelsernes hegemoniske forståelse af god opgaveskrivning.

Så måske alligevel…