Nils Faarlund: Samlede Verker I-IX

Nils Faarlund har i mere end en menneskealder stået i spidsen for Norges Høgfjellsskole i Hemsedal. Faarlund er en fjeldets mand og en naturens advokat, med et ærinde der med udgangspunkt i det konkrete, i naturoplevelsen, rækker langt ud over øjeblikkets eufori. Og med et ærinde, der retter sig mod både det samfund, der bebor naturen, og det enkelte menneske, der er indfældet i både natur og kultur. 

Samlede Verker I. Inntil 1970: Klatring og naturvern

Første bind af Nils Faarlunds Samlede Verker dækker skiftet i syn å friluftslivets formål og indhold i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne – dengang Faarlund udviklede sig til norks friluftslivs mest markante meningsbærer.

Friluftslivet institutionaliseres og intellektualiseres. Oplevelsen i fri natur kobles til et forpligtende venskab med naturen. Det må få konsekvenser for den måde, hvorpå vi indretter samfundet. Vi bliver nødt til at indse, at et samfund baseret på øget forbrug som eneste mål for velstand ikke blot er et fattigt samfund, men også et samfund i katastrofal splid med sig selv, med mennesker – med menneskeheden – og med naturen. Vi må og skal finde løsninger, hvis vi fortsat ønsker at leve civiliseret og dannet med hinanden og den natur vi er en uløselig del af.

Samlede Verker II. 1971-78: Avgrensning og definering

1970-tallet er definitionernes tiår for Nils Faarlund. Afgrænsninger og defineringer bliver til en kamp om ordet – en kamp om retten til at definere fænomenet. Ordet skaber, hvad det sier. Enten det gælder beklædning, udstyr, væremåde, idræt, forskningsmidler eller andre valg synes norsk friluftsliv at være præget af polariseringer, noget Faarlunds skrifter fra 1970’erne nærmest inkarnerer. Det, som i opstartsårene var svage konturer af friluftslivets egenart og grænser bliver i dette tiår til fjendebilleder.

Samlede Verker III. 1979-89: Jeg fant, jeg fant!

Centralt for Nils Faarlund i 1980'erne er nedslående erkendelser hentet fra Himalaya. Sporene efter turismen og klatreekspeditionerne er tydeligere og mere omfattende end forventet. Naturen er ”hærget” og befolkningens, særlig sherpaernes, traditionelle levemåder fortrænges, sociale samværsformer og beslutningsprocesser opløses, modersmålet erstattes af engelsk, den religiøse tro udvandes og undergraves. Tiden hvor norsk friluftsliv kunne hente inspiration på den anden side af kloden er over.

Perioden er også den, hvor Nils Faarlund opdager, at den dybe romantiks værdier også er det traditionelle friluftslivs værdier. Hans forståelse af friluftslivets egenart tydeliggøres. Det er naturindlevelsen, som er friluftslivets kerne. Romantikken ses som reaktion på den naturvidenskabelige tænkemåde. Den skiller ikke beskrivelse fra norm. Naturforståelse er ikke observation, men indlevelse. Den frie natur er synlig ånd, ånden er usynlig natur.

Samlede Verker IV. 1990-99: For sent å være pessimist nå!

I 1990’erne står opfattelsen af natur som en social og kulturel konstruktion centralt. Naturbegrebet er en teoretisk konstruktion. Samfunds- og samtidskritisk, og tro mod sig selv, skriver Nils Faarlund omvendt om natur som ‘får lov til å være sig selv’. Han søger at opfange eller give plads til det som ikke er menneskelig struktureret. Bl.a. med afsæt i Heidegger bruger Faarlund naturbegrebet, om det som udfoldes og har værdi uafhængig af menneskelige interesser, og som ikke i væsentlig grad præges af menneskelig bearbejdning og indflydelse. Samtidig hører mennesket på en helt fundamental måde til (i) naturen. Naturbegrebet efterlader overgangene mellem natur og kultur flydende og huserer i metafysikkens gråzone.

Samlede Verker V. Etter 2000: Nyrydding langs velprøvde veger

Med årtusindskiftet og på vej ind i Faarlunds femte og sjette årti som skribent bliver det tid for at mindes, at se tilbage og trække de stier op, der er blevet gået. Centralt står den personlige udvikling i Tindegruppen, etableringen af Høgfjellsskolen og udviklingen af vejledningspædagogikken. Det sidste bl.a. i mødet med forsvaret og Krigsskolerne, der har vært Faarlunds sparringspartnere gennem alle årene. Faarlund bruger selv ordet ‘leug’ om sin færdsel i fri natur og sin måde at vejlede på. Set med tilbageblik dækker ‘leug’ vel også den vej han selv har gået?

Der er også nye kampe at kæmpe – mod vindmøller. Faarlund er ingen Don Quijote og møllene er ganske virkelige. Og ligesom de mistede fossefald for Peter Wessel Zapffe var ødelæggende for den norske mentalitet, bliver vindturbinernes hærgen i landskabet det for Faarlund. Der er stadig saft og kraft i en gammel hædersmand!

Samlede Verker VI. Friluftliv – HVA – HVORFOR - HVORDAN

Friluftsliv HVA – HVORFOR – HVORDAN er blevet kaldt ‘en decideret friluftslivsfilosofi’ – anno 1973. I det pædagogisk orienterede friluftslivsarbejde har ‘alle’ været igennem dette skrift, og det kommer altid fokus når vejledning i friluftsliv drøftes.

Friluftslivets definitionsproblematik er et ‘spørgsmål om at afklare på hvilken basis, ud fra hvilke værdier, vi elsker friluftsliv’. Hva-spørgsmålet er ikke et spørgsmål om fænomenet friluftsliv, det er et spørgsmål om hvilke handlinger der er værdige til mærkelappen ‘friluftsliv’. Dette er det filosofiske værdispørgsmål. Faarlund forsyner argumenterne med topnormer: Selvrealisering for alt liv, og afledede normer som tur etter evne.

Som alternativ livsformerfaring og livsformoplevelse bliver friluftslivet en (ufikseret) pædagogisk vej og et virkemiddel til samfundsændring.

Samlede Verker VII. Fjellskiløping og Snø, snøskred og redningstjeneste

Dette bind indeholder de to vinterfjeldbøger af Nils Faarlund: ‘Fjellskiløpning – en håndbok i friluftsliv’ og ‘Snø, snøskred og redningstjeneste’.

‘Fjellskiløping’ er en klassisk instruktionsbog fra vejledningstraditionens formative år, og i form derfor ikke repræsentativ for den senere Nils Faarlund. Men indholdet holder, også for nutidens fjeldskiløbere.

‘Snø, snøskred og redningstjeneste’ er mildere i formen, tættere på vejledningspædagogikken (i skriftlig form!), men mindst lige så faktuel og handlingsvejledende som ‘Fjellskiløping’.

Til sammen giver de to bøger et godt fundament for den, der ønsker at leve sit friluftsliv i vinterfjeldet. Klassisk lærebogsmateriale!

Samlede Verker VIII. Veglederstudentene

Dette bind er tilegnet vejlederstudenterne. For også de er en væsentlig del af historien om Nils Faarlund og Norges Høgfjellsskole.

Vejlederstudiet ved Norges Høgfjellsskole var på mange måder et eksperiment, lige fra start til slut, og på alle tænkelige måder. Studiet kom til at præge Faarlund og Høgfjellsskolen. Og det kom også i meget høj grad til at præge vejlederstudenternes liv.

De ofte meget personlige beretninger, der her bliver præsenteret, vidner om den store mangfoldighed i grundsyn, interesser og baggrund vejlederstudenterne kom til Hemsedal med – og den store mangfoldighed af friluftsliv, jobmuligheder og karriereveje de hver især har forfulgt efter tiden i Hemsedal.

Samlede Verker IX. To avhandlinger om Nils Faarlund

Dette bind er tilegnet to akademiske opgaver, der hver på deres måde tegner et billede af Faarlund og det han har stået for i alle årene fra midt i 1960’erne til i dag.

Første del er Aage Jensens afhandling om vejlederpædagogikken og dens forankring i den dybe økologiske bevægelse.

Anden del er Petter Eril Leirhaugs idéhistoriske afhandling om Faarlunds skrifter, primært med fokus på deres forståelse af friluftsliv.

Til sammen giver de to afhandlinger både overblik og fordybelse i personen Nils Faarlund og hans virksomhed og tanker.

Køb bøgerne her:

www.bod.dk/bogshop/catalogsearch/result/?q=Faarlund